Tekstboks: KVÆRNDRUP                               LOKALRÅD

LOKALRÅD FOR: EGESKOV, TRUNDERUP OG GULTVED

 

Velkommen til Kværndrup!   

 

Denne lille folder er produceret af Kværndrup Sogns Lokalråd. 

 

Folderen fornyes hvert år ved juletid,  så den er klar med informationer til dig,                                                        som måske vil flytte til Midtfyn i løbet af det nye år.

Kværndrup Sogns Lokalråd har været initiativtager til lokalbladet ”5772.Kværndrup” – det er bladets logo du ser på øverst på siden her. Bladet kommer 5 gange om året, og det er et fælles talerør for sognets borgere. Erhvervslivet og borgerne har givet opbakning, så det er lykkedes at producere et gratis blad af høj kvalitet.

Lokalrådet er også initiativtager til plakatsøjlen, som er placeret ved vores lokale DagligBrugsen. Plakatsøjlen bliver brugt til meddelelser fra de mange lokale foreninger, til annoncer fra private til private og opslag af diverse arrangementer.

 

Således præsenteres Kværndrup på Wikipedia:

 

Kværndrup er en stationsby på det centrale Fyn med 1.628 indbyggere (2011) [1], beliggende i Kværndrup Sogn. Mens andet led af navnet er en afledning af torp, stammer det første led fra det olddanske kwærn og betyder "mølle". Byen ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune og tilhører Region Syddanmark.

Ca. midt i byen på en høj banke ligger Kværndrup Kirke som er en romansk kirke med gotiske udbygninger i det 15. og 16. århundrede med korsbygning, tårn og våbenhus. Kirken var før i tiden slotskirke for godset Egeskov der ligger to kilometer vest for selve byen.

Netop slottet Egeskov er uden sammenligning Kværndrups største kultur- og turistattraktion. Det regnes for en af de bedst bevarede slotte fra renæssancen med såvel voldgrav som renæssance- og barokhave hvoraf dele af haven kan føres helt tilbage til 1600-tallet. Slottet stod efter 30 år færdigt i år 1554, opført af en rigsmarsk ved navn Frands Brockenhuus som lod det bygge på egepælenedrammet i søen. Det gør Egeskov til en enestående vandborg i Danmark. I forbindelse med slottet finder man bindingsværksbygninger med veteranbilmuseum, motorcykelmuseum samt et falckbilmuseum, ligesom der findes en legehave mellem havens gamle egetræer.

Fra Kværndrup er der 9 kilometer til Ringe, 15 til Svendborg, 23 til Faaborg og 25 til Nyborg. Fra Kværndrup Station kører der tog til Odense og Svendborg.

 

 

 

 

 

Men Kværndrup er meget andet. Overraskende nok er Egeskov marked ikke nævnt på Wikipedia. Markedet er blandt landets ældste markeder – dateres helt tilbage til 1300-tallet. Hvert år, 3. onsdag i september, valfarter op mod 100000 mennesker fra hele landet til Markedspladsen tæt ved stationen. Egeskov Markedsforening er sammensat af repræsentanter fra Kværndrups rige foreningsliv – og det samme foreningsliv nyder godt af det udbytte, som det kaster af sig.

 

 

 

 

Egeskov Marked benytter sig af frivillig arbejdskraft, så at hjælpe på Markedet, er alle tiders chance for at træffe ens nye naboer. Ellers er der den traditionelle damefrokost.

 

 

Men Kværndrup er også en by med et aktivt idrætsliv. På Kværndrup Stadion er der tilbud om fodbold for alle børn og voksne. Boldklubben samarbejder med nabobyerne om at stille hold i ungdomsrækkerne, FC Midtfyn.

 

Kværndrup Idrætsforening tilbyder badminton, bordtennis, tennis og gymnastik. Idrætsforeningen har desuden tilbud om idræt for ældre og ikke mindst træning i vores lille, men velfungerende motionscenter.

 

Håndboldklubben samarbejder også med nabobyerne, og træner også i Kværndrup Hallen. For få år siden var G/K Håndbolds damehold tæt på oprykning til 2. division!

 

Foreningerne har et glimrende samarbejde, f.eks. om ”bevæg dig for sjov”, der handler om at snuse til forskellige idrætsaktiviteter, og hvor børn og voksne, som noget unikt, gerne må køre på rulleskøjter i hallen.

 

Foreningerne, erhvervslivet og institutionerne samarbejder også om Kværndrup-ugen – uge 19 – hvor der i hele ugen er aktiviteter med åbne skoler, SFO´er og børnehaver. Uge 19 afsluttes med fest, som indledes med årets revy.

                                

I forhold til institutioner er der er muligheder for at vælge. Området er præget af mange friskoler, og der er også muligheder for at vælge, når det gælder børnehaver. I 2012 etableres juniorklub med plads til 24 børn i tilknytning til skolen og denne er planlagt til at have åbent fra 13-17 ugens 4 første dage.

 

Der er mange flere gode tilbud i Kværndrup. Vi har ikke en gang fået nævnt de naturskønne områder lige syd for byen og vi har heller ikke nævnt, at Kværndrup skal i gang med projekt Byfornyelse – men Læs mere på www.kværndrup.com

 

På hjemmesiden vil du finde liste med adresser og telefonnumre på kontaktpersoner. Du vil også finde links til kommunen og andre relevante sites – og så vil du kunne se nyeste udgave af lokalbladet.

 

 

Det er vigtigt, at man som ny i et område, fra starten føler sig godt tilpas og velkommen. Der er, for både børn og voksne, mange muligheder i Kværndrup for at få en god start et nyt sted.